Test nationen – og glem det så igen !

Test Nationen For et par dage siden valgte den danske TV station, TV2, at teste den danske nations intelligenskvotient (IK), eller som de valgte at kalde det; Intelligens Qvotient. Sikkert lettere inspireret af de engelske tilstande der hersker i det danske sprog. Lydigt fulgte 65.000 kloge, og mindre kloge, mennesker med i legen og lod sig udspørge om alt mellem himmel og jord. Det er der for så vidt intet galt i, men det er ikke så smart når man, på seriøs vis, forsøger at finde ud af hvor kloge danskerne er, så også sørger for at svarene på de spørgsmål man stilles er helt forkerte.

Således viste det sig at Galileos lov om, at to objekter der kastes ud fra et tårn, uanset vægt, ville være lige lang tid om at nå jorden – når man vel at mærke ser bort fra luftmodstand, blev helt misforstået af TV2’s IK ekspert. Ingen kan nok være uenige om at hvis man, med luftmodstanden med i ligningen, kaster en fjer og en mursten ud fra et tårn, ja lur mig da om ikke murstenen rammer først. Dette havde man dog ikke informeret om – og havde man derfor ikke svaret at de landede samtidig, så svarede man forkert.

Et andet spørgsmål gik på hvilken bane en pakke, der blev kastet ud fra et fly i bevægelse, ville tage mod jorden. Her undlod man at informere om følgende væsentlige punkter:

a) Er luftmodstanden med i billedet?
b) Er det banen set fra flyet eller banen set fra jorden vi skal beregne?

Jeg svarede at den ville bevæge sig i en parabelbue, men det viste sig at være forkert. Pakken skulle bevæge sig diagonalt ned gennem luften og følge flyet lige til den landede på jorden. Dette er muligvis rigtigt i et lufttomt rum, men hvordan holder man så flyet i luften. Selv i et lufttomt rum, ville tyngdekraften dog have en indflydelse og pakken ville derfor accellerere vertikalt, men beholde sin horizontale hastighed. Dette ville også beskrive en parabelbue.

I bund og grund synes jeg at TV2 burde have dobbeltchecket med nogle fysikere inden de valgte disse spørgsmål. Det kan da ikke være rigtigt?

En anden smart ting er så, at TV2 havde valgt at tage Bornholm med som egen landsdel. Det var der naturligvis mange der fandt ud af var særdeles heldigt, for da der bor så få mennesker på Bornholm, så er resultatet meget nemt at manipulere. Således kunne man jo spille på at bornholmerne ville score mindre end 100 point, og så spille med, som ‘falsk’ bornholmer – og bevidst give forkerte svar. Smart, ikke?

I det hele taget, synes jeg at dette program er mere fordummende end det er oplysende. Hvad skal jeg bruge informationer om, hvorvidt FCK eller Brøndby’s fans er klogere, eller om man er klogere hvis man bærer briller og kører Opel end hvis man er rødhåret og kører VW, til.

TV2 – få jer et liv.

P.s.: Nu kunne det lyde som et mavesurt anfald fra en TV-seer som scorede dårligere end landsgennemsnittet, men det er ikke tilfældet. Min IK blev beregnet til 144. Det er da meget godt for en mørkhåret Volvoejer fra Møn – ikke?

2 thoughts on “Test nationen – og glem det så igen !

  1. Administrator Forfatter

    Det er korrekt – men det forklares ikke nærmere i opgaven. Der står: “To kugler kastes ud fra tårnet” – der siges intet om volumen på kuglerne.

    TV2 skriver i deres forklaring:

    “Afstanden fra tårnets top til jorden er en relativ kort afstand, hvorfor Galileos faldlov i denne opgave kan anvendes.”

    Ja, okay – men hvorfor har man så afbildet et tårn der ligner Empire State, som vist nok en gang var det højeste tårn i verden – er det ‘relativ kort afstand’.

    Du siger: “…og pakken blev kastet fra et fly, så naturligvis er der luftmodstand, hvordan skulle flyet ellers holde sig oppe???”

    Ja, netop – det er også min mening med det – men hvis der er luftmodstand så vil pakken evindeligt beskrive en parabelbue og ikke en diagonal, medmindre man, som TV2 skriver, går ud fra at flyet (som umiskendeligt ligner en Boing 747) kan flyve med MEGET lav hastighed i MEGET lav højde:

    “Der er altså tale om en tung genstand, som falder fra lav højde og med lav udgangshastighed.”

    Der er altså her tale om et af verdens største jet-drevne transportfly – ikke et propeldrevet fly som Hercules. Jeg tror ikke en 747 kan opfylde de betingelser der skal til, for som TV2 forklarer, at beskrive en diagonal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *