Månedsarkiv: januar 2007

Jeg, en dyremorder!

Jeg skrev den anden dag en beretning med overskriften “Undskyld “Kylle”!, hvor jeg fortalte om den brøde jeg begik da jeg trådte på min kælekylling som 12årig. Her gik jeg i min naivitet og troede at jeg kun én gang havde været ude i den slags voldsorgier, indtil min forlovede var så flink at minde mig om dengang jeg fik et marsvin.

Ja, det er rigtigt. Jeg kan ikke komme udenom det – jeg har også slået et marsvin ihjel. Jeg gætter på at jeg har været 8 år, og jeg skulle have mit første kæledyr. Jeg havde en kammerat som ikke måtte have dyr mere, og derfor skulle han af med sit marsvin. Han overlod derfor marsvin og alt udstyr til mig, og jeg lovede ham at jeg nok skulle passe på den. Desværre kunne jeg ikke helt holde hvad jeg havde lovet – det eneste råd han havde givet mig, i forbindelse med dyrets pasning, var at jeg skulle sørge for at den ikke frøs.

Ung og naiv som jeg var, placerede jeg det lille dyrs bur op ad mit værelses eneste radiator og skruede godt op. Den skulle jo nødig dø af kulde. Desværre havde den lille fyr ikke nok vand i sin automat til at klare en sådan tropehede, og dyret afled derfor inden jeg kunne nå at redde staklen.

Jeg vil derfor benytte lejligheden til at sige undskyld til alle væsner jeg måtte have aflivet, bevidst eller ubevidst. Så skulle der ikke komme nogle uforudsete overraskelser senere hen.

Jeg beklager.

Undskyld “Kylle”!

Verdens Bedste FormiddagP3 fik mig i dag til at tænke på noget der skete for 18 år siden. I forbindelse med et sektion af deres program med navnet “Dyrekirkegården” opfordrer værterne deres lyttere til at ringe ind hvis de på en eller anden måde har fået taget livet af et dyr.

Det fik mig til at tænke på denne hændelse:

For 18 år siden, da jeg var en purung knægt på 12 år, myrdede jeg min bedste ven “Kylle”. Jeg husker det som det var i går, og kan stadig mærke følelsen af afmagt og sorg over dette lille væsens død.

Jeg havde skaffet mig en lille moderløs kylling, som jeg fodrede op. Vi boede på landet og det var min plan at den skulle vokse sig stor og blive en fin lille æglægger. Desværre er kyllinger sådan indrettet, at de følger efter det første væsen de ser når de kommer ud af ægget. Det er jo, klart nok, deres mor, tror de. Således fulgte “Kylle” også altid i hælene af mig.

Det var dagen før min søsters “Non-firmation” og vi skulle med min moder til Grækenland. Jeg gik og pakkede mine ting og havde således ikke tid til at holde øje med “Kylle” og bad derfor min søster passe på hende medens jeg blev færdig. Det lovede hun at gøre og jeg begyndte at pakke.

Jeg husker stadig den bløde fornemmelse af sok mod kylling, da jeg trådte bagud og dræbte min lille følgesvend. Min søster havde ikke holdt ordentligt øje med “Kylle” og hun var derfor fulgt efter sin “mor” – mig.

Det blev en trist tur til grækenland – jeg tænkte ikke på meget andet end den lille pipper – og den dag i dag kan jeg ikke helt slippe af med hende. *suk*

Tænk at sådan en episode kan hænge i ens baghoved alle de år. Betragt dette som en nekrolog over “Kylle”, samt en uforbeholden undskyldning. :'(

Saddam er blevet henrettet

For et par dage siden skete det så – Iraks mangeårige diktator, Saddam Hussein, blev henrettet ved hængning. Skønt manden var diktator og skyld i forfærdelige ting, så går det mig meget imod at man hænger et menneske i et land der, antageligt, skulle være et demokrati.

Vi støtter en krig for at indføre demokratiske retningslinier i Irak. Hvorfor tillader vi så denne form for middelalderlig justits? Det mest sørgelige er, at Saddam nu er hængt for de forbrydelser han udsatte 148 indbyggere i al-Dujail for, medens han aldrig vil kunne berette om de forfærdeligheder han udsatte tusindvis af kurdere for ved giftgasangreb og tortur i 1988.

Læs Amnesty Danmarks pressemeddelelse om hægningen her:
“Saddams henrettelse en skændsel”