Undskyld “Kylle”!

Verdens Bedste FormiddagP3 fik mig i dag til at tænke på noget der skete for 18 år siden. I forbindelse med et sektion af deres program med navnet “Dyrekirkegården” opfordrer værterne deres lyttere til at ringe ind hvis de på en eller anden måde har fået taget livet af et dyr.

Det fik mig til at tænke på denne hændelse:

For 18 år siden, da jeg var en purung knægt på 12 år, myrdede jeg min bedste ven “Kylle”. Jeg husker det som det var i går, og kan stadig mærke følelsen af afmagt og sorg over dette lille væsens død.

Jeg havde skaffet mig en lille moderløs kylling, som jeg fodrede op. Vi boede på landet og det var min plan at den skulle vokse sig stor og blive en fin lille æglægger. Desværre er kyllinger sådan indrettet, at de følger efter det første væsen de ser når de kommer ud af ægget. Det er jo, klart nok, deres mor, tror de. Således fulgte “Kylle” også altid i hælene af mig.

Det var dagen før min søsters “Non-firmation” og vi skulle med min moder til Grækenland. Jeg gik og pakkede mine ting og havde således ikke tid til at holde øje med “Kylle” og bad derfor min søster passe på hende medens jeg blev færdig. Det lovede hun at gøre og jeg begyndte at pakke.

Jeg husker stadig den bløde fornemmelse af sok mod kylling, da jeg trådte bagud og dræbte min lille følgesvend. Min søster havde ikke holdt ordentligt øje med “Kylle” og hun var derfor fulgt efter sin “mor” – mig.

Det blev en trist tur til grækenland – jeg tænkte ikke på meget andet end den lille pipper – og den dag i dag kan jeg ikke helt slippe af med hende. *suk*

Tænk at sådan en episode kan hænge i ens baghoved alle de år. Betragt dette som en nekrolog over “Kylle”, samt en uforbeholden undskyldning. :'(

1 thought on “Undskyld “Kylle”!

  1. Pingback: Af Jes Kasper Klittum » Blog-arkiv » Jeg, en dyremorder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *