Niels Mortensens lidelseshistorie

At pressen er det bedste middel til at blotte skurke og fremstille disse i deres hele nøgenhed; at pressen er det bedste middel til at blotte underordnede embedsmænds vilkårligheder og utilbøjeligheder samt at denne er det bedste middel til uskylds forsvar og det sikreste middel hvorved regeringen underrettes om tingenes sande tilstand; alt dette er sandheder der ej trænge til nærmere belysning. Disse grundsætninger have bestemt mig til, at nedskrive mit levnedsforløb eller brudstykker af dette, hvortil ingenlunde arogance eller andre lignende grunde have bestemt mig; men hvortil jeg ene og alene ved den imod mig brugte; og i sin slags mest mageløse, færd, finder mig beføiet; thi fra en formuende, og om man vil, ifølge min stilling i statssamfundet rig mand; er jeg ved den mest mageløse færd! ved den mest tyraniske og mest infame behandling bragt til bettelstaven. Jeg vil nu gå over til sagen.

Jeg er født 1768 og min ungdom kan ej opvise noget mærkværdigt. I mit 16 år døde min fader og indtil mit 20 år bestyrede jeg gården for min moder, der på den tid giftede sig. På samme tid blev jeg udskreven til millitær tjeneste, hvilket ingenlunde var mig eller nogen til skade, da bondekarlen derved erholder en dannelse, der ei ellers vilde blive ham til del. Ved hjælp af liden arv efter min fader og ved det, jeg ved egen flid og sparsomhed havde erhvervet, er jeg i stand til , i året 1796 at fæste af Hr. Statsråd de Neergaard, daværende Herre til Ringsted Kloster og Kjærup, den gaard jeg siden har haft i besiddelse. Jeg kan ikke noksom rose denne Ædlings humanitet, hvor om den mig foreløbig meddelte fæste kontrakt noksom vidner! men nok herom; thi piben fik snart en anden lyd, og jeg har intet andet at tilføje – end fred med denne Ædlings og forklaredes Støv!! — Min gaard imodtog jeg uden besætning og uden bygninger, hvis årsag jeg aldeles fra nyt af måtte opbygge denne og forsyne den med besætning, avlsredskaber og alt fornødent, hvorom min fæstekontrakt indeholder uimodsigeligt *****. Jeg begyndte straks med flid og udholdenhed at dyrke og forbedre mine jorder, der i året 1799 tilligemed den øvrige del af Kjærups Gods blev udskiftet af fællesskabet, ved hvilken lejlighed mig blev frataget 13 Td. land geometrisk mål, uden at den mig således fratagne jord blev sat i særskilt hartkorn, så at jeg hverken siden hiin tid har haft i rug eller besiddelse. Min flid og mine anstrengelser lykkedes, — Tak være Forsynet! —så godt at jeg allerede i året 1800 kunde påbegynde gravningen af en kanal fra en på lodden beliggende ypperlig tørvemose, der var aldeles unyttig da ei alene mosen, der er circa 25 Td. land stor, men endog 40 Td.land af gårdens øvrige jorder næsten stedsen stod under vand.. Dette, med hensyn til min stillig herenliste arbejde, blev fuldendt i året 1805 og kostede mig 3200 Rd. Det kongelige landhusholdningsselskab hædrede mig i denne anledning med en passende opmuntring. I året 1806 blev samtlige Kjærups godser undergivet tilhold om at aflevere deres fæstebreve og skattebøger for at disse kunde efterses af øvrigheden. At denne opfordring blev efterkommet er en selvfølge. Imidlertid indtraf kort herpå Ringsted Klosters brand og man foregav nu at mit fæstebrev tillige med flere andre dokumenter var brændt. Jeg fortsatte nu ligesom tilfovn, begyndte og forbedre stedse mine jorder, hvilket naturligvis var til min egen fordel, og tænkte ei videre på hinn ulykkelige brand. Imidlertid måtte jeg i året 1807 overtage Sognefoged og Lægdsmands tjenesten, da Sognefogeden ved et ulykkeligt tilfælde var sat ud af stand til at varetage sine funktioner. I året 1810 blev mig imod min vilje pålagt, fremtidigen som virkelig Sognefoged og Lægdsmand at varetage disse funktioner. De derpå følgende år hændte mig intet af betydning; derimod var året 1813 i særdeleshed mærkværdigt for mig! —

I dette år erholde jeg nemlig anmodning om at udlevere min originale fæstekontrakt, eller om man vil fæsteaccord, for at man derefter kunde udfærdige et nyt fæstebrev til mig efter kontraktens indhold. Denne udleverede jeg efter at jeg forinden havde taget en egenpart af samme, anede ei andet end at dette var sket i en redelig hensigt og forventede snarest muligt at erholde et nyt fæstebrev conform med det formentligt brændte.

Dette gik imidlertid ei i opfyldelse! —thi efter en tids forløb lod man afholde en syn og taration-forretning over min gård og besætning, der som førhen bemærket, var min fuldkomne ejendom, hverefter man da endelig præsenterede mig et nyt fæstebrev, der ei i fjerneste henseende havde lighed med mit gamle fæstebrev, og som var behæftet hiin ulovlige skøns og tarations-forretning. Det er en selvfølge at jeg hverken modtog eller underskrev dette dokument.

Jeg får nu lejlighed til at omtale mine øvrige hændelser i dette år. Juleaften, som jeg sad og spiste med mine folk, ankom afdøde major Humble, der var på marchen til Fyen med 2 batteri ind hos mig i min gård, der ligger tæt ved landevejen, og da jeg som nævnt var sognefoged, befalede han mig at sørge for sit og med havende mandskab samt deres hestes fornødenheder. Jeg efterkom denne befaling med velvilje, idet jeg sørgede for at en del af mandskabet blev indkvarteret på de nærmeste steder; hvorimod dette udelukkende fik fin forplejning hos mig, så at jeg i de 5 dage Major Humble var hos mig, foruden meget andet, leverede jeg 30 Tdr. havre, 12 læs hø, 12 læs halm, halvanden Tdr. brændevin, 6 sider røget flæsk, foruden brød, smør og øl til hele mandskabet. På den 6 dag blev major Humble afløst fra komandoen ef en fra generalkomandoen afsendt officer; dog forblev han endnu 3 dage hos mig, og forinden han afrejste meddelte han ***** om rigtigheden af den præsterede leverance, der, med hensyn til den tids uhørte priser, androg noget over 1860 Rd., som næppe var det halve af de af mig leverede artiklers sande værdi. Da fædrelandet dengang var stædt i fare, indskrænkede jeg mig til at anmelde det fornnødne i denne henseende som min øvrighed forventede at jeg altid i bedre tider kunde få mit udlæg erstattet. Uagtet vi nu skriver 1835, har jeg endnu ei erholdt godtgørelse, uagtet jeg gentagende i denne anledning har petitioneret hos vedkommende høje autoriteter, dog nærer jeg det håb, at vor ophøjede, retfærdige og ædle konge vil allernådigst befale undersøgelse med hensyn til dette anliggende, for at jeg kan erholde det, der med rette tilkommer mig.

Fra året 1813 indtil året 1825 hændte mig intet der er værd at omtale, Derimod hændte det sig i det sidsnævnte år, at Kærup Gods efter en panthavers rekvisition skulle bortsælges ved offentlig auktion. Da jeg dengang var en formuende mand, og flere af godsets bønder ligeledes var formuende, besluttede vi, dertil opmuntrede fra flere sider, at købe godset., hvortil vi havde så megen mere føie som 2 høje embedsmænd havde givet løfte om, at om vi dertil måtte trænge, da at sournere med lån og kaution. Godsets bønder blev nu enige om, for at ***** det foranmeldte øjemed, at købe godset, i hvilken anledning de committerede mig til at handle på deres vegne. Dette ærinde røgtede jeg, og blev jeg ved 4 aktion højstbydende; men blev synderligt nok nægtet hammerslag, af hvilket årsager er mig ubekendt, uagtet jeg havde budt 76.000 Rd., og ingen gjorde overbud, og uagtet jeg på stedet kunde tilvejebringe 38.000 Rd., og tilbød forinden forløbet af 48 timer at betale resten. Men endnu samme dag, uden nogen som helst offentlig bekendtgørelse til en ny og 5 aktion, hvorved godset – man tænker sig – efter aldeles forandrede condstititioner, blev solgt for 32.000 Rd., uagtet jeg havde budt 76.000 Rd., og kunne betale det halve kontant. Denne historie syntes ved første øjekast at klinge noget fabelagtig, dog er det den rene og bevislige sandhed.

Justitsråd Byfoged Harhoff plejede den nævnte dag i egen person aktionsretten og på rekvirentens vegne mødte daværende sekretær Boss, nu Byfoged i Skælskør, for så vidt vides, dengang inspektør ved de Scheel von Plessenske godser. For imidlertid igen at komme til sagen, var virkningen af disse usynlige og ubegribelige rachinationer, ingen anden, end at første prioritets panthaver købte ejendommen og kongens eller statens kasse ligefrem tabte 17.000 Rd., der, som foranmeldt ved mit bud var dækkende, og som indestod i godset, samt at Kjærup godsets bønder ei dengang, uagtet de dertil havde evner, blev selvejere. Hvad jeg i foregående har fortalt passerede den 8 Juli 1825, og fra hiin dag skrider sig min ruin og mine ufortjente lidelser.—

Som en prøve på disse, vil jeg anføre: den 28 Oktober 1828 overraskede man mig pludeseligt med en ulovlig arrestforretning, idet fogeden, uden at have ladet sig stilles den ved lovens 1—24—4 foreskrevne *****,, og i stedet som sædvanligt med et par vidner, at indfinde sig med den formentlige rekvirent, indfandt sig hos mig med alle herregårdens folk, ca. 20 a 25 personer, så man næsten skulle tro, at fjenden var i nærheden. Man beskrev nu samtlige mine løsøre og kreaturer, ja man nedbrød endog de mur og nagelfaste apertinentier, såsom mine indmurede kedler, min kakkelovn og førte det til herregården.. Dog dette var ei det afskygeligste; thi man kastede maden, der var tillavet for mig og mine folk i rendestenen, spildte mit nyligt bryggede øl, for at kunne bringe fouseagerne og madkarrene bort. Jeg overlader nu til enhver retsindig at bedømme, hvilket prædikat en sådan fremgangsmåde fortjener, og det med så meget mere føie, som min formetlige herremand, tværtimod lovens klare og tydelige bestemmelser i 1st. Bogs 21 capitels 20 capitel, der er gentaget ved flere senere lovbestemmelser, in specie, ved forordning om forligsvæsenet, ikke har forfulgt aresten. Hvorimod han ved en ny voldshandling søgte at høste nye laurbær.

Til den ende lod han mig den 9 November 1829 ved nattetid udjage af min gård med min gamle kone og mine folk overladende til mig og mine i nattens mørke, og i den råeste årstid at føje natteleje hvor os lystede. Min ulykkelige gamle kone drev derfor, uden at jeg vidste hvor hun opholdt sig, og uden at jeg vidste om hun ei i fortvivlelse havde aflivet sig, eller var omkommet af elendighed, om på marken i en halv vanvittig tilstand, og jeg genfandt hende først efter en dags forløb, næsten berøvet sin hele sjælekraft. For øvrigt har denne smukke dåd gjort det indtryk på min kone, at hun når et menneske, der ei er klædt i bondedragt træder ind til mig, erholder rystelse, og falder i en melankolsk sindstilstand, der sædvanligt varer i flere dage. Efter at man havde iværksat denne skændselsdåd; thi var man be føijet til at udjage mig af gården, hvorfor da ei om dagen ?? begyndte man først på at indkalde mig for forligelses commissionen, hvor jeg ved et tvunget forlig, for igen at kunne komme i besiddelse af gården, efter i over 2 måneder at have strejfet om med mine folk, hvoraf den ene var i øst den anden i vest, måtte jeg fraskrive mig gårdens tørvemose til afbenyttelse for godsejeren, uden at dette betydelige jordareal ( ca 25 Tdr. land ) er blevet sat i særskilt hartkorn, så at jeg ligeledes har måttet betale skatter af dette areal.

Dette er imidlertid ei den ringeste ulempe man ved forliget tilføjede mig; thi man lod afholdes aktion på min tørvemose, hvortil man efter forliget ei var berettiget; ja man gik endog så vidt, at man for at skyde genvej, bannede sig over mine rugagre. Forvalter Berner, der flere gange har været constitueret dommer, gav anvisninger, idet han, ledsaget af sognefogeden til hest, red igennem sæden, og blev fulgt af flere vogne.

Min eng og græsning har man ligeledes forsætlig spoleret, ligesom den af mig anlagte kanal trues med aldeles forfald, da godsejeren ei vil opgive sin, idette henseende påtagne forpligtelse. Jeg vil ei videre omtale de ulidelige epicaner, jeg måtte døie i tidsforløbet indtil 1832; men vil ligefrem springe over til dette år.

I året 1832 fandt man nemlig på at forbyde mig at sælge noget som helst af gårdens afgrøde, og satte en bestyrer på gården. Dette betød at min sæd blev bedærvet og aldeles ubrugelig så at jeg led et uerstatteligt tab. Man kastede mig derefter den ene proces efter den anden på halsen for at ruinere mig; endeligt kronede man værket, ved den 6 April dette år, at lade mig fæstes ud af gården, dog herved blev det ei thi for fuldkomment at ruinere mig begyndte man på at ompløje min sæd; således ompløjede man til genvej et stykke jord på 7 Tdr. der var besået med rapsæd og stod i den frodigste bært, og som i det mindste ville have afgivet 70n 80 Tdr. kapsæd, der beregnedes til denne pris, 18 a 14 Rbd.Tdr, udgøir intet mindre end 1000 a 1100 Rbd.

Da man på lignende måde søgte at ruinere mine andre jorder, så som ved at nedpløje 10 Tdr. land der var besåede med rug; forsøge på enhver optænkelig måde søgte at spolere mit hele agerbrug, henvendte jeg mig til herredsfogeden, justitsråd Harhoff med anmodning om at assistere mig på embeds vegne for at disse omstændigheder kunne være standset. Denne mand gav mig det lakoniske svar, ” at det var en aldeles privat sag, hvormed han ei kunne befatte sig” og ” at jeg, om jeg blev forurettet , jo kunne erholde erstatning, da det jo var til at betale?”. Man kunne her spørge Justitsråd Harhoff, ”vil de betale om helten min herremand eller dennes committerede ved døden skulle afgå uden at efterlade sig formue????” Som lægmand nærer jeg imidlertid den formodning, at det havde været Justitsråd Harhoffs pligt, i medhold af de af ham som dommer og foged meddelte instruktioner, og i analogi af lovens 1st. Bog 5 capitel, 8 artikel, at give mig assistance og det så meget mere som lovens 6 bog 13 kapitel, 12 artikel, der fastsætter straffen for den forbrydelse til 3 Marks bøder. Den citerede artikel lyder således;” Ompløjer mand anden mands sæd, da haver han forbrudt sine 8 Mark, endskønt jorden er hans egen”. Hr. Justitsråd Harhoff ”skulle det omhandlende tilfælde være en anderledes privat sag”???
Jeg tror det næppe. Imidlertid karakteriserer denne handlemåde bedst min herremand, der hedder Gruner, er Overkrigs Kommissær og af
kongen tildelt Dannebrogsmændenes hæderstegn, og hans adjudants tænkemåde!!—

Ved dom af 17 Juni har underdommeren synderligt nok, dømt mig til at have det af mig i året 1813 meddelte fæste forbrudt; det jeg som førhen aldrig har underskrevet eller imodtaget. For øvrigt ligger det klart og tydeligt for dagen, at det havde været umuligt for mig i en række af 17 år fra 1796 indtil 1813 at kunne være i besidelse af en så betydelig gård som min fæste gård, om mig ei var med reelt hæfte; så det er klart, at hiint fæstebrev kun er et påfund af herskabet.

Jeg vil nu slutte med denne bemærkning; at hvad jeg her har fremført er, den rene, usminkede og bevislige sandhed, som når forlanges kan godtgøres ved uforkastelige beviser og vidner. Vel er jeg for øjeblikket i en tilstand, at jeg knap har det daglige brød; men jeg lever i et håb, at vi have en retfærdig regering, der ei nægter den forurettede fri proces; for derved at demaskere slette handlinger, når hans uformuenhed ellers ville giøre ham dette umuligt; ligesom jeg og til fulde er overbevist om at Danmark endnu ejer Dannismænd, hvis hjerter slår varmt for sandhed og ret, og hvoraf jeg kender flere, der aldrig lode den efter deres subjektive overbevisning forurettede skår uden beskyttelse.

I det jeg fremlægger disse sande, men løst henkastede skitser af mit i den senere tid så bevægede liv, nærer jeg det håb, at vor liberale regering anlediger streng undersøgelse af mit for alle vedkommendes forhold; thi jeg borger med mit liv for, at hvad jeg har sagt er sandhed; ligesom jeg og ved lejlighed skal levere en fortsættelse.

Jeg bedrog aldrig nogen! Jeg har aldrig begået nogen slet handling!!—jeg har aldrig med beråd hu gjort mine medmennesker fortræd, og står derfor med freidigt mod oprejst i vinden, anbefalende min fremtidige skæbne i guds, kongens og vores retfærdige regerings hænder!

Ved min tilstedeværelse i Kjøbenhavn i August 1835

Kilde: Per Olsen

3 thoughts on “Niels Mortensens lidelseshistorie

  1. Bent Mejer-Larsen

    Hej,

    Jeg arbejder på en artikel om Kjærup Gods ved Ringsted, og er bekendt med en hændelse omkring Niels Mortensen og en række Benløse bønder som i forbindelse med en auktion over Kjærup blev forhindret i at købe godset. – Den hændelse beskriver du meget detaljeret, og vil derfor spørge om jeg må anvende din beskrivelse i min artikel som er tænkt udgivet i en lokalhistorisk årbog for Ringsted.
    Der er tale om en nonprofit artikel, idet overskuddet af de solgte bøger doneres til Ringsted Museum.
    på forhånd tak.

  2. Administrator Forfatter

    Hej Bent,

    Det er ikke min tekst, jeg har fået den fra anden side, men har fået lov at lægge den op. Jeg kender ikke den oprindelige kilde, men jeg har fået teksten af Per Olsen, perolsen@sol.dk, telefon: 57537079

    Jeg kan således ikke give tilladelsen, omend jeg skulle mene at teksten tilhører public domain, grundet dens alder – men spørg Per Olsen.

  3. Bent Mejer-Larsen

    Hej igen,

    Tusind tak for dit svar, jeg vil henvende mig til Per Olsen som du foreslår og spørge ham om han kan hjælpe mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *